Senest opdateret 18/5 2026
Aftale om levering af materiale og konsulentydelser
mellem
Kunden
og
Affinity spring
CVR-nr.: 33222416
Præstetoften 15, 8330 Beder
(herefter benævnt ”leverandøren/konsulenten”)
(herefter samlet benævnt ”parterne”)
1 Materialet
Leverandøren leverer til kunden følgende materiale, som også kan omfatte konsulentydelser, der er nærmere beskrevet herunder:
Konsulentydelser værende digital strategi, rådgivning og marketing. Herunder, men ikke begrænset til:
Marketingydelser
Tekstforfatning
Video
Foto
Grafik
PR-ydelser
SEO
Undervisning
Business Intelligence
Forretningsudvikling
Sparring på kundens forretning
Det pågældende materiale benævnes herefter som ”materialet”.
2 Konsulentens opgaver
Konsulenten er ikke forpligtet til at påtage sig yderligere opgaver, end hvad der følger af aftalen. Yderligere opgaver skal altid aftales særskilt.
Konsulenten planlægger og tilrettelægger selv arbejdets udførelse inden for rammerne af aftalen.
Kunden har selv ansvar for, efter samarbejdets ophør, at fjerne leverandørens adgange til platforme, sociale medier, websites mm.
Virksomheden er forpligtet til at stille personale, dokumenter, udstyr og lokaler til rådighed for konsulenten, i det omfang det er påkrævet, for at konsulenten kan udføre de pågældende opgaver.
Virksomheden er desuden forpligtet til at udlevere relevante oplysninger om virksomheden til brug for konsulentens udførelse af opgaven.
Konsulenten og virksomheden afholder efter særskilt aftale løbende statusmøder, hvor konsulenten informerer om status på arbejdsopgaver og timeforbrug.
Hvis der er behov for det, udarbejder konsulenten og virksomheden i fællesskab en tidsplan.
Konsulentens timeforbrug i forbindelse med deltagelse i statusmøder, rapportering og udarbejdelse af planer medregnes som en del af konsulentens arbejdstid.
Konsulentens timeforbrug til transport afregnes med timepris, medmindre andet aftales.
3 Ophavsret
Materialet må bruges af kunden som kunden ønsker at bruge materialet inden for sin sædvanlige virksomhed, brugen er begrænset til den ”sædvanlige virksomhed” på overdragelsestidspunktet og må ikke uden sæskilt aftale videregives til tredjepart.
Kunden må ikke ændre eller redigere i materialet uden særskilt aftale herom.
Leverandøren beholder ophavsretten til det producerede materiale.
Leverandøren må ikke genbruge materiale for andre kunder, hvor kundens logo, slogan eller ophavsrettige kreativer indgår i. Men Leverandøren må gerne ændre i materialet, så det kan genbruges så længe det ikke indeholder ovenstående elementer af kundens logo, slogan eller ophavsrettige kreativer.
Konsulenten er efter aftalens ophør berettiget til at anvende knowhow, metoder og generel viden, som konsulenten måtte have fået i forbindelse med opgavens udførsel for virksomheden.
4 Levering
Leverandøren leverer materialet til kunden efter aftale.
5 Pris og betaling
Prisen for materialet er aftalt som fast beløb, fast timeantal eller på medgåede timer.
For aftaler om fast beløb, prisloft eller faste timetal, gælder det, at yderligere ønsker fra kunden vil kunne hæve prisen. Leverandøren er forpligtet til at informere om evt. ændringer for priser. Uanset om det er tillæg til fast pris, hævelse af prisloft, flere forventelige timer eller en øget timepris.
Leverandøren har mulighed for at fakturere kunden for op til to timers ekstra relevant arbejde, uden at der foreligger aftale herom.
Enhver kunde der benytter leverandøren til frembingelse af ydelser accepterer betalingsforpligtigelse.
Betaling sker via fakturering primo følgende måned med fakturadato som sidste dag i måneden hvor ydelsen er udført (ikke nødvendigvis leveret), medmindre andet er aftalt mellem parterne.
Ved for sen betaling påregnes rente i henhold til gældende lovgivning, rykkergebyr samt kompensationsgebyr.
6 Opsigelse
Leverandøren ønsker ikke at binde nogle kunder på længerevarende kontrakter. Hvorfor følgende betingelser gør sig gældende i forbindelse med opsigelse.
For faste aftaler er opsigelse løbende måned plus en to måneder.
For samarbejder på medgåede timer er opsigelse løbende måned plus to måneder. Minimum timer til rådighed for kunden i måned med opsigelse samt efterfølgende måned svarer til gennemsnittet af forbrugte timer pr. måned beregnet ud fra de foregående seks måneder inden opsigelsesmåned. Gør kunden ikke brug af disse timer, er leverandøren alligevel berettiget til at fakturere for disse ubrugte timer.
Andre aftaler kan være aftalt særskilt mellem kunden og leverandøren.
Parterne er erstatningspligtige over for hinanden efter dansk rets almindelige regler. Parterne er dog ikke ansvarlige for driftstab, følgeskader eller andet indirekte tab.
Konsulents og leverandørs erstatningsansvar kan ikke overstige konsulentens honorar for udførelsen af den pågældende opgave. For opgaver udført på timeafregning udgør den pågældende opgave de timer der den pågældende måned er brugt på kundens konkrete opgave. For opgaver udført til fast månedlig aftale forstås den pågældende opgave som arbejde udført den pågældende måned. For opgaver på fast pris og uden fast månedlig aftale udgør honoraret det aftalte honorar for den pågældende opgave.
7 Efter endt samarbejde
Som konsulent er en opkobling på kundens systemer, softwareplatforme mm. ofte nødvendig. Dette medfører en række forstyrrelser i hverdagen for konsulenten. Dette ses som en nødvendighed i et samarbejde.
7.1
For opsagte aftaler gælder, at det er kundens ansvar at frakoble konsulenten fra af kunden ejede relevant software, online adgange og marketingplatforme.
Dette kunne være, men ikke begrænset til: Meta Business Manager, Google Analytics, Google Business eller et website.
Har kunden ikke frakoblet konsulenten ved endt samarbejde, faktureres kunden for 1 time til listepris, som dækker den nu tidligere leverandørs evt. tidsforbrug i forbindelse med forstyrrelser fra mails, notifikation og andet der vedrører adgange til en ikke-kundes platforme.
Denne fakturering fortsættes den følgende måned, såfremt leverandøren stadig er opkoblet på en eller flere af kundens platforme/aktiver.
For hjælp til at frakoble konsulenten faktureres pr. påbegyndt time. Dette er til den til enhver tid gældende listepris for konsulentens arbejde. Uanset tidligere individuelle aftaler om timepris mellem kunden og konsulenten.
Efter endt samarbejde kan leverandøren IKKE holdes ansvarlig for evt. fejl, uregelmæssigheder eller hackede adgange som skyldes leverandørens adgange pga. den tidligere kundes manglende frakobling af leverandøren.
7.2
Det samme gælder for kunder på medgået tid, hvor der i mere end 6 måneder ikke har fundet leverancer og fakturering sted, at det er kundens ansvar at frakoble konsulenten fra de(n) af kunden ejede relevant software, online adgange og marketingplatforme.
Dette kunne være, men ikke begrænset til: Meta Business Manager, Google Analytics, Google Business eller website.
Har kunden ikke frakoblet konsulenten efter en inaktiv periode på 6 måneder, faktureres kunden for 1 time til listepris pr. kvartal, som dækker leverandørens forventede tidsforbrug i forbindelse med forstyrrelser fra mails, notifikationer og andet der vedrører adgange til en ikke-kundes platforme.
For hjælp til at frakoble konsulenten faktureres pr. påbegyndt time. Dette til den til enhver tid gældende listepris for konsulentens arbejde. Uanset tidligere individuelle aftaler om timepris mellem kunden og konsulenten.
Efter endt eller inaktivt (mere end 6 måneder) samarbejde kan leverandøren IKKE holdes ansvarlig for evt. fejl, uregelmæssigheder eller hackede adgange som skyldes leverandørens adgange pga. den tidligere kundes manglende frakobling af leverandøren.
8 Misligholdelse
Hvis den ene part misligholder kontrakten væsentligt, er den anden part berettiget til at hæve aftalen uden varsel, hvis den misligholdende part ikke har afhjulpet misligholdelsen senest 14 kalenderdage efter modtagelse af skriftlig meddelelse herom.
Ved manglende betaling af konsulentens vederlag kan aftalen dog hæves straks misligholdelsen foreligger og uden varsel.
Ophævelsen har virkning fra meddelelsestidspunktet og frem.
Ændringer eller tilføjelser til nærværende aftale kræver enighed blandt parterne og skal altid ske skriftligt.
Aftalen er undergivet dansk ret.
Hvis der opstår en uoverensstemmelse mellem parterne i forbindelse med aftalen, skal parterne forsøge at løse tvisten ved forhandling.
Er det ikke muligt at løse tvisten ved forhandling, er hver part berettiget til at indbringe sagen for de danske domstole i overensstemmelse med retsplejelovens bestemmelser herom.